Børn skal have sundt måltid i skolen

Børn bør have et sundt dagligt måltid på skolen. Det mener tre ud af fire danskere, viser en undersøgelse fra A&B Analyse. Forsker formoder, at et dagligt måltid forbedrer indlæringen, men politikerne vil ikke give børnene gratis mad.

Af Mette Dyrskjøt

Dreng med skolemælkNår børn når 4.-5. klasse kan de ikke længere lide madpakker
Foto: Scanpix

Børn bør have et sundt dagligt måltid på skolen. 77 pct. af de adspurgte i en undersøgelse er enige i det spørgsmål, som A&B Analyse har spurgt et panel om. Sagkundskaben på området antager, at et dagligt måltid vil forbedre børnenes indlæringsevne og hæve sundheden hos børnene. Men den politiske vilje til at give børn gratis mad i skolen halter.

Børn kan ikke lide madpakker
Afdelingslæge på Statens Institut for Folkesundhed, Anne-Marie Nybo Andersen, understreger, at der ikke foreligger undersøgelse af den sundhedsmæssige betydning af et sundt dagligt måltid til børn.

"Man ved, at det at ikke at være sulten det er godt for indlæring. Man ved også godt, at når man er småsulten, så er det nemmere at gå forbi købmanden, så brugen af junk food er selvfølgelig større, hvis man er småsulten," siger Anne-Marie Nybo Andersen.

Hun er ansvarlig for forskningsprogrammer om børns sundhed på Statens Institut for Folkesundhed. Anne-Marie Nybo Andersen tilføjer, at et af problemerne med at få børn til at spise fornuftigt i skoletiden er, at når de når 10-11 års alderen, så er de ikke særlig begejstret for at spise medbragte madpakker.

459 personer har deltaget i undersøgelsen, som A&B Analyse har foretaget.

A&B Analyse har sammensat et panel, som de kalder "mini Danmark."

Undersøgelsen er internetbaseret, men den tager højde for de usikkerheder, der er forbundet med internettet, så panelet fremstår repræsentativt.


"Vi ved også godt, at når børn kommer op i 4.-5. klasse, så bryder de sig ikke meget om madpakker. Det har ikke noget med opdragelse at gøre, eller om forældrene gider smøre madpakker. De vil formentlig gerne spise et veltillavet måltid, men det er ikke undersøgt," understreger hun.

Ritt Bjerregaard: Forældrene skal selv betale
Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed afviste blankt ideen om en gratis madpakkeordning for danske skolebørn på et åbent samråd den 1. marts.

"Vi mener derfor, at det vil være langt bedre, hvis familierne og børnene lærer at tage et ansvar for deres kostvaner. I Sverige har man en madpakkeordning, men de har også problemer med fedme. Derfor skal børnene selv være med til at vælge, hvad der er sund og god kost, og det kan de ved hjælp af bedre kostvejledning," sagde Lars Barfoed ved samrådet i marts.

Socialdemokraternes spidskandidat til overborgmesterposten i landets største kommune, Ritt Bjerregaard, vil gerne være med til at sørge for at københavnske skolebørn har adgang til sund mad.

Ritt BjerregaardRitt Bjerregaard
Foto: Altinget

"København er jo meget godt på vej, takket være Winnie Berndtsons (miljøborgmester i Københavns kommune) indsats er man i gang med at lave nogle kiosker på skolerne, hvor børnene kan købe noget fornuftig mad, som er rigtig sammensat, samtidig lægger flere om til økologi. Så der ligger allerede en plan, så det er bare at gå videre med den og gøre den stærkere," siger Ritt Bjerregaard.

Men hun afviser blankt, at det skal være et gratis måltid, som børnene får på skolerne.

"Jeg lægger ikke op til, at det skal være gratis. Folk har råd til at betale for et måltid mad, men man vil være nødt til at bruge penge på at lave nogle faciliteter til at tilberede og sælge maden på en del af de gamle skoler," siger spidskandidaten.

Børnekostpulje nedlagt af VK-regeringen
Netop Ritt Bjerregaard var som fødevareminister i 2001 i SR-regeringen med til at indføre en pulje på 50 mio. kr. til skoler og daginstitutioner, som har gode forslag til at forbedre sunde kostvaner hos børn.

De 50 mio. kr. var afsat på den finanslov, der skulle gælde for 2002, men puljen blev nedlagt, da VK-regeringen kom til kort tid efter.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:
Annonce:

Se også