12-09-09: 06:00 | af: Morten Høyrup, mort@tv2.dk
Foto: TV 2Det er efterhånden seks år siden, at den sidste Concorde brød lydmuren over London og afsluttede overlydsflyvningens første æra.
Prestigeflyet, der fløj sin sidste tur med passagerer i oktober 2003, blev skrottet efter sin første og eneste ulykke og på grund af faldende passagertal.
Det lykkedes aldrig at producere en arvtager til Concorden, der fragtede forretningsfolk over Atlanten til USA på den halve tid af almindelige passagerfly.
Foto: TV 2Lydmursbraget, det høje brændstofforbrug og de skyhøje priser satte en stopper for den supersoniske revolution, og det lykkedes aldrig overlydsflyene at udkonkurrere andre flytyper.
Men i hangarerne hos de store flyproducenter har man ikke opgivet overlydsdrømmen, og flere selskaber arbejder med planer om supersoniske passagerfly.
Foto: TV 2Blandt dem, der er længst fremme, er amerikanske Lockheed Martin, der satser på at have privatflyet QSST (Quiet SuperSonic Transport), på vingerne i 2016.
I forhold til Concorden er QSST nærmest lydløs, og vil ifølge producenten ikke overskride den støjgrænse på 65 decibel, der normalt regnes som tålelig. Niveauet svarer til trafikstøj i en travl gade.
Fakta om QSST
Tophastighed: 1,8 Mach (1.912 km/t)
Rækkevidde: 7.403 km
Antal passagerer: 12
Pris: 80 mio. dollar
Dermed kan QSST blive det første fly i verden, der får tilladelse til at bryde lydmuren over byområder. På grund af det øredøvende brag havde Concorden forbud mod at flyve i store dele af verden.
QSST vil næppe blive indsat som rutefly som Concorden, men skal i stedet fragte rige og forretningsfolk rundt i verden på rekordtid.
En tur fra London til New York vil kunne overstås på godt to timer. Prisen for det eksklusive fly bliver angiveligt omkring 80 millioner dollar (416 mio. kroner).