Sådan hjælper du dit barn økonomisk på vej

FarVil du gerne sikre dit barn en god økonomi, har du forskellige muligheder for at hjælpe. Se de mest almindelige herunder.
Foto: Colourbox

Vil du gerne ruste dit barn til en god start på den økonomiske tilværelse, er der mange muligheder at ty til. Få gode råd herunder, uanset din egen økonomiske formåen.

TV2.dk giver dig her gode råd, hvis du gerne vil hjælpe dine børn på vej økonomisk. Guiden er lavet på baggrund af et interview med privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen.

Lav en klassisk børneopsparing
På en klassisk børneopsparing må du maksimalt sætte 3.000 kroner ind hvert år. Benytter du dig af det, er det en fin hjælp til dine børn. Pengene kan i løbet af årene blive til et beløb, som dit barn kan bruge til for eksempel et indskud i en leje-lejlighed.

På en klassisk børneopsparing kan du enten vælge at sætte pengene på en konto, som giver en almindelig rente i alle årene. Du kan også vælge at investere pengene i værdipapirer. Det vil typisk ske gennem bankernes såkaldte puljeordninger. Her kan man vælge mellem nogle puljer, hvor der enten er obligationer eller aktier. Nogle puljer har både aktier og obligationer. Så her handler det om at finde ud af at tage den rigtige risiko i investeringerne.

I mange tilfælde skal pengene først bruges efter 18 eller 20 år, og derfor er der mulighed for at tage lidt risiko med pengene ved også at købe nogle aktier. Men det kommer helt an på, hvordan man har det med at sætte pengene på spil for at forsøge at få et højere afkast.

PengeNogle ønsker at lave en ekstra opsparing udover den klassiske børneopsparing.
Foto: Colourbox

Ekstra opsparing
Hvis ikke, der havde været et maksimumbeløb for, hvor meget man må sætte ind på en børneopsparing hvert år, ville mange familier formentlig sætte mere ind på børnenes børneopsparing end de tilladte 3.000 kroner.

Ønsker man at lave en opsparing, der er større end den børneopsparingen tillader, kan man vælge at forære barnet nogle pengeog lade barnet spare ekstra op ved siden af.

Investeringshorisonten er forholdsvis lang, og derfor er der også mulighed for at købe aktier og eventuelt krydre med obligationer.

Der er dog lavet skatteregler, der skal forhindre, at forældrene blot udnytter børnenes frikort til selv at betale mindre i skat.

Hvis du giver dit barn aktier eller obligationer er det som udgangspunkt dig selv, der skal betale skat af renter og udbytter, mens barnet betaler skatten af kursgevinster.

Men det er en fordel, hvis barnet i stedet investerer i det, der hedder akkumulerende investeringsforeninger. De betaler ikke udbytte, men giver kun kursgevinster (eller kurstab). Kursgevinsten skal så opgøres og beskattes hvert år, men så længe den er under bundfradraget og barnet ikke tjener penge på noget andet, udløser den akkumulerende investeringsforening ikke nogen skat.

HomeForældrekøb er den rigtige løsning i nogle familier.
Foto: Home

Forældrekøb
En meget aktiv måde at hjælpe barnet på vej, er ved at købe en bolig, som barnet kan bo i. I de større universitetsbyer, er det for dyrt for de fleste unge at købe en bolig.

Men hvis forældrene til gengæld har friværdi i deres egen bolig, kan de ofte låne penge billigt til at købe bolig nummer to.

Det kan konstrueres således, at forældrene lejer boligen ud til barnet, hvorefter barnet modtager boligsikring, fordi de er lejere.

For forældrene kan det komme til at give et underskud hver måned, men det kan de få en skattefordel af. Det underskud, som renteudgiften giver dem, kan de nemlig trække fra i skat. Så for hele familien som helhed, kan forældrekøbet blive en fordel.

Skriv barnet op i en boligforening
Har du ikke råd til at sætte penge til side til dit barns opsparing, eller er et forældrekøb alt for stor en udgift for dig, er der dog en helt anden mulighed for at hjælpe barnet fornuftigt på vej.

Hvis du skriver dit barn op i en boligforening - eventuelt også en forening i de store studiebyer - kan det hjælpe dit datter eller søn til at få en udmærket bolig, hvis hun eller han en dag skal bruge en bolig i en af de større byer, hvor det er svært at få en bolig. Og jo længere tid, man har været skrevet op i en forening i de byer, des bedre er mulighederne for at få en god bolig med en god beliggenhed.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:
Annonce:

Se også