25-01-12: 11:53 | af: Christian Kjær, chrk@tv2.dk
Den tyske økonomi er ved at rejse sig efter krisen, viser nye tal. Det er især optimisme fra de tyske virksomheder, der trækker i den rigtige retning, og det er godt for Danmark og alle andre lande omkring Tyskland.Økonomien på Danmarks største eksportmarked - Tyskland - er ved at rejse sig efter krisen, viser nye tal.
Den tyske økonomi ser ud til at rejse sig hurtigere efter krisen end de fleste havde ventet. Optimismen i de tyske virksomheder er for eksempel steget i januar, viser det såkaldte IFO-indeks.
"Både for Tyskland og for resten af Europa er det stærkt opløftende, at tysk økonomi ser ud til at rejse sig hurtigere, end de fleste havde forventet," siger cheføkonom i Sydbank Jakob Graven.
Godt for Danmark
Han peger på, at de gældsplagede lande i eurozonen uundgåeligt vil være i recession med negativ økonomisk vækst i 2012. Men muligheden for at kæmpe sig igennem krisen bliver bedre, hvis landene kan læne sig op ad en stærk tysk økonomi i fremgang. Det samme gælder for Danmark, der har Tyskland som det største eksportmarked.
Både for Tyskland og for resten af Europa er det stærkt opløftende, at tysk økonomi ser ud til at rejse sig hurtigere, end de fleste havde forventet
—Cheføkonom i Sydbank, Jakob Graven
Niveauet for IFOindekset er fortsat betydeligt lavere end før krisen ramte i efteråret, og med udsigt til strammere økonomisk politik i det meste af Europa i 2012 og behersket vækst i den globale økonomi, vil også tysk økonomi sandsynligvis være i slæbegear.
"Men den stigende optimisme i de tyske virksomheder giver håb om, at tysk økonomi i hvert fald ikke vil køre i bakgear," siger Jakob Graven.