Grækenland: Så galt kan det gå

Den græske økonomi ser helt håbløs ud. Grækenland skylder 2.600 milliarder væk.

"Det er så meget, at Grækenland i dag teknisk set er statsbankerot. Det eneste, der gør, at de ikke er gået bankerot endnu, er, at EU sender dem en check en gang imellem, så de kan betale deres regninger," siger Henrik Drusebjerg, forbrugerøkonom i Nordea, i et interview i Go'Morgen Danmark.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, lagde tidligere på ugen pres på de græske politikere for at finde de nødvendige besparelser.

Skattesystem kan løse problemet
Gælden er blandt andet blevet opbygget, fordi den almindelige græker grundlæggende ikke betaler skat. Staten har derfor været nødt til at låne penge.

Her ligger også en del af løsningen på Grækenlands økonomiske problemer, mener Henrik Drusebjerg:
"Hvis man kunne få grækerne til at betale skat, så kunne de faktisk betale den gæld, de har. Men det system har de ikke i dag, og det tager noget tid at oparbejde."

"Grækerne har også mulighed for at skrue op for deres arbejdsindsats. De skal ned i løn, de skal lave noget mere, og de skal blive mange flere år på arbejdsmarkedet," siger Henrik Drusebjerg.

Konsekvenser for Danmark
Forbrugerøkonomen vurderer, at en bankerot vil betyde, at Grækenland må træde ud af euroen i en periode.
"Det vil betyde, at den almindelige græker næsten ikke vil have råd til at købe produkter, der er lavet uden for Grækenland, fordi den græske valuta bliver så lidt værd. De vil få meget svært ved at komme ud af og handle uden for Grækenland," siger han.

Men en græsk statsbankerot kan også få konsekvenser for danskerne, ifølge Henrik Drusebjerg.
"Man er bange for, at en statsbankerot kan sætte en dominoeffekt i gang, som man ikke havde forudset. Hvis det smitter af på de andre lande i Sydeuropa, vil det betyde lavere vækst i Europa. Da dansk erhvervsliv i høj grad lever af at sælge deres varer i resten af Europa, så betyder det tabte arbejdspladser herhjemme, nye fald på boligmarkedet og stigende arbejdsløshed."

Se hele indslaget ved at klikke på videoen herover.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også