08-02-12: 10:59 | af: ritzau
De hårde betingelser i luftfarten, som er blevet hårdere og hårdere som 2011 skred frem, ventes at fortsætte i indeværende år.
Det har fået SAS til at fremskønne sin strategiplan, 4Excellence, der blev lanceret i september. I forbindelse med fremrykningen roste koncernchef Rickard Gustafson på onsdagens pressemøde fagforeningerne for at hjælpe til.
Han fremhævede tre konkrete tiltag fra Excellence-planen alle fra det ben, der hedder Operationel Excellence, der skal rykkes eller allerede er rykket frem.
- Fagforeningerne har lovet at levere besparelser på 1 mia. skr. i perioden 2012-2013, fremhævede koncernchefen og roste fagforeningerne for deres ansvarlighed.
Ifølge koncernchefen mangler der kun en aftale - den med det danske kabinepersonale.
De områder som kommer til at blive omfattet af den aftale er løn, pensioner og produktivitet, oplyste Rickard Gustafson. De to førstnævnte skal nok reduceres og den sidste øges for i alt at skaffe 1 mia. skr. eller 20 pct. af den samlede plans 5 mia. skr. i perioden 2012-2013.
Et andet område som berøres er administrationsomkostninger, hvor der som allerede udmeldt reduceres med 300 fuldtidsansatte.
- Vi har allerede varslet disse reduktioner, oplyste koncernchefen.
Det tredje forhold i planen, som Rickard Gustafson fremhævede, var omdefineringen af finske Blue1, som også er i gang og langt fremme.
Blue1 er redefineret til at være et finsk indenrigsselskab og en såkaldt "feeder" til Skandinavien. Flytyperne hos Blue1 skal også reduceres til en type - B717'ere. Man har allerede lukket selskabets europæiske produktion og reduceret medarbejderstaben med 20 pct.