08-02-12: 11:37 | af: chrk / Ritzau Finans
Foto: ScanpixEfter massive udskiftninger i Vestas' ledelse og kommende ændringer i bestyrelseslokalet erkender vindmølleproducentens topchef Ditlev Engel risikoen for tab af ledelsesmæssig knowhow. Han hæfter sig dog ved, at strategien er fastlagt, og det er den, som alle kræfter nu vil blive lagt i for at få gennemført.
"Det, jeg hæfter mig ved, er, at vi holder 100 pct. fast i den strategiplan, som bestyrelsen godkendte og som vi præsenterede tidligere. Det er den, vi forfølger, og det er den, som den samlede bestyrelse har bedt undertegnede, Anders Vedel og Juan Araluce om at implementere," siger Ditlev Engel til Ritzau Finans og fortsætter:
Der er der ingen ændringer i forhold til de planer, vi har haft hele vejen. Men de er desværre kommet til at stå i baggrunden for alt det med implementeringen af den nye teknologi. At vi samtidig har skullet håndtere nogle af de her store udfordringer på sidelinjen, har ikke hjulpet den proces. Men nu handler de om, at den proces, som har været tanken hele vejen, bliver gennemført, som den skal."
Efter afgangen af flere prominente chefer omkring Ditlev Engel, hvor det nye er afgangen af den ellers nyligt nyudnævnte vicedirektør under Engel, Henrik Nørremark, vil der i den kommende tid komme nye hoveder ind for at lukke hullerne. Imens må Ditlev Engel tage flere opgaver på sine skuldre.
"Vi lagde op til at være en bredere direktion, men nu her på den korte bane er jeg nødt til at tage lidt flere kasketter på. Nu må vi se, hvornår vi får nogle folk ombord til at tage de andre opgaver, men det ændrer ikke på, at nu skal vi have kørt den her strategi igennem, og det er det, som vi alle sammen fokuserer på," siger Ditlev Engel.