Sidste regnskab fra Straarup

Danske Banks årsregnskab for 2011 bliver det sidste med ordførende direktør Peter Straarup i spidsen. Og havde den efterhånden legendariske direktør håbet at krone karrieren med at sende Danske Banks regnskaber tilbage på tidligere tiders niveauer, bliver han sandsynligvis skuffet.

En prognose udarbejdet af SME Direkt for Ritzau Finans forud for regnskabet, viser, at de analytikere, der følger aktien, regner med betydelig tilbagegang sammenlignet med 2010.

Nettooverskuddet ventes at blive 1935 mio. kr. mod 3661 mio. kr. i 2010, langt fra de næsten 15 mia. kr., banken hentede hjem i 2007 før finanskrisen ramte bundlinjen med et brag. Indtjeningen er aldrig rigtig kommet i vejret igen, og Peter Straarup har flere gange udtrykt utilfredshed med resultaterne, senest i tredje kvartal, hvor direktøren måtte præsentere investorerne for et underskud på 384 mio. kr. efter skat.

Ved den lejlighed sagde Peter Straarup i øvrigt, at det er tænkeligt, at banken offentliggør en målsætning for sin egenkapitalforrentning i forbindelse med årsregnskabet.

"Vi har ikke nogen eksternt kommunikeret målsætning, men det er åbenbart, at det nuværende niveau er for lavt," fastslog Peter Straarup.

Konkurrenten Nordea har en ambition om at bringe egenkapitalforrentningen op på 15 pct., hvor den i 2011 blev 10,6 pct. Til sammenligning nåede Ringkjøbing Landbobank 12,7 pct.

At Danske Banks resultater fortsat vil være tynget af høje nedskrivninger, er der ikke tvivl om i analytikerkorpset. Nedskrivningerne ventes at stige til 3621 mio. kr. i fjerde kvartal fra 2802 mio. kr. i tredje kvartal. Til sammenligning var de 2982 mio. kr. i fjerde kvartal af 2010.

Hos konkurrenten Nordea blev der da også meldt om stigende nedskrivninger i den danske del af forretningen. Og chefen for Nordea i Danmark, Michael Rasmussen, gav udtryk for, at den tendens nok vil kunne ses hos konkurrenterne også. Han vurderede, at det simpelthen er det, "det koster at drive en stor bank i Danmark".

"Jeg kan se, hvad vi nedskriver som stor bank på landbrug, privat og erhverv. Vi har ikke ejendomme eller andre spekulative ting. Vi har de sidste mange år ligget i den absolut bedste del af spektret, hvad angår nedskrivninger. Det forventer jeg også, vi gør i 2011 og for den sags skyld også i fjerde kvartal," sagde Michael Rasmussen efter offentliggørelsen af Nordeas 2011­regnskab.

Nordeas nedskrivninger steg i fjerde kvartal til 263 mio. euro fra 112 mio. euro i tredje kvartal. I fjerde kvartal 2010 var nedskrivningerne 166 mio. euro.

I Vestjylland kunne en af Peter Straarups kolleger aflevere sit sidste regnskab før pensioneringen med helt andre tendenser. Ringkjøbing Landbobanks Bent Naur kunne præsentere et nettooverskud for helåret på 286 mio. kr. og nedskrivninger, der var faldet til 129 mio. kr. fra 138 mio. kr. Men markedet skal næppe se det som en strømpil for udviklingen i de andre bankers regnskaber, vurderede Bent Naur.

"Jeg er ikke sikker på, det er en tendens, der vil kunne ses i de andre bankregnskaber. Vi går endda så vidt, at vi pejler efter yderligere fald i nedskrivningerne i år," sagde Bent Naur til Ritzau Finans.

Om analytikerne og konkurrenterne får ret i deres spådomme, afsløres torsdag morgen, hvor Peter Straarup for sidste gang står på mål for resultaterne i Danmarks største bank. 15. februar tager den tidligere bestyrelsesformand for banken og tidligere topchef for Maersk Line, Eivind Kolding, over som ordførende direktør. Peter Straarup går på pension. Indtil videre har han ikke meldt nogen konkrete planer ud for sin pensionisttilværelse, ikke udover de almindelige pensionistsysler som at fodre fuglene og læse bøger, som han selv udtrykte det over for Ritzau Finans, da jagten på hans efterfølger officielt blev skudt i gang i efteråret.

ESTIMAT Danske Bank Q4 9/2: Res f skat 868 mio kr.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:
Annonce:

Se også