Danske Bank: Lille overskud i 2012

Danske Bank ser frem mod et år præget af betydelig usikkerhed. Koncernen kommer ikke med konkrete forventninger til det kommende regnskabsårs resultat, men skriver blot, at "resultatet for 2012 forventes at blive på et fortsat lavt niveau".

- Udsigterne for 2012 varsler fortsat usikkerhed, og grundlaget for vækst i økonomierne synes svækket. Den økonomiske situation er fortsat labil, lyder vurderingen fra Danske Bank.

Nedskrivningerne på udlån ventes at være på et fortsat højt niveau i 2012, og i Irland og Nordirland er det bankens forventning, at nedskrivningerne "i det mindste i de kommende kvartaler forbliver på et højt niveau".

Danske Bank har hævet udlånsrenterne flere gange i løbet af 2012, og det har banken tænkt sig at fortsætte med. Kunderne kan således se frem til yderligere prisforhøjelser, og alt i alt venter banken at øge sine indtægter med 2,5 mia. kr. i forhold til 2011, hvor de samlede indtægter blev 43,4 mia. kr.

- Faldende centralbankrenter vil dog reducere effekten af gennemførte prisforhøjelser. Samlet set forventes nettorenteindtægterne at stige i forhold til 2011, skriver Danske Bank.

Endelig regner banken med, som tidligere annonceret, at reducere sine omkostninger med 10 pct. fra 2012 til 2014. I 2012 ventes dog samme omkostningsniveau som i 2011, hvor de samlede omkostninger var 26 mia. kr.

De kapitalmarkedsrelaterede forretningsområder Danica Pension og Danske Markets afhænger af udviklingen på kapitalmarkederne.

- Grundet kursudviklingen i 2011 kan der næppe opnås indtægtsførelse af fuldt risikotillæg i 2012, og den anvendte diskonteringskurve i 2011 kan medføre et negativt resultatbidrag, skriver Danske Bank.

Banken oplyser, at skyggekontoen andrager 1,2 mia. kr. og kan indtægtsføres i senere perioder, når resultatet tillader det.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:
Annonce:

Se også