09-02-12: 10:37 | af: Morten Høyrup, mort@tv2.dk
Danske Banks topchef Peter Straarup takker af efter 44 år i banken og 14 år som ordførende direktør.
I videoklippet herover tegner Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen et lille portræt af "gebyrgribben", som avisen navngav ham for syv år siden.
"I 2005, efter at vi havde jagtet ham i mange dage, så forsøgte vi at få en kommentar, for man havde endnu engang skruet op for gebyrerne. Og så opfandt vi begrebet gebyrgribben, og det har så hængt ved ham lige siden," fortæller Poul Madsen.
"Straarup er topcool"
Han har respekt for Straarup som forretningsmand, selv om Ekstra Bladet ad flere omgange har kørt kampagner mod bankernes høje gebyrer - med Peter Straarup som yndlingsoffer.
"Jeg er nødt til at sige, at Peter Straarup er topcool. Man kan mene meget, og vi har selvfølgelig altid fokuseret på, at vi syntes bankerne plyndrede kunderne ved at tage for høje gebyrer osv., men det er en mand, som fuldstændig stringent gennem sin karriere har jagtet et eneste mål, og det er at sikre aktionærerne den største fortjeneste de overhovedet kunne få," siger Poul Madsen.
Altid fattet
Han er desuden imponeret over Straarups evne til at bevare fatningen i pressede situationer.
"Vi har mange gange forsøgt at få ham lidt ud af kurs, og det kan ikke lade sig gøre. Han er lige så kølig, når han møder Ekstra Bladet, som når han møder sine aktionærer og sin betyrelse. Der er aldrig nogensinde et glimt i øjet, han er helt stille og rolig, men man kan også godt mærke, at inde bag ved er der en mand, som ved, hvad han har med at gøre," siger Poul Madsen.
Han regner med, at afskeden med Danske Bank ikke er et endeligt farvel til Straarup hverken på de bonede gulve eller i Ekstra Bladet.
"Jeg tror ikke, det er det sidste, vi har hørt til Peter Straarup. Jeg tror sådan set gerne gebyrgribben vil flyve hjem til konen, og leve lidt i fred, men jeg tror stadig, han vil få nogle bestyrelsesposter," spår Poul Madsen.