21-02-12: 14:05 | af: Morten Høyrup, mort@tv2.dk
Foto: TV 2Mange skattebetalere er rundhåndede, når det gælder om at sikre sig selv fradrag over skatten.
Lidt for rundhåndede ifølge Skat, der på et halvt år har fundet uberettigede fradrag for 120 mio. kroner.
"Det seneste halve år har Skat undersøgt mere end 3.000 skattesager over hele landet, hvoraf det i halvdelen af tilfældene viste sig, at skatteyderen havde været lige lovlig rundhåndet med at bevilge sig selv store fradrag i Skats TastSelv system," hedder det i en pressemeddelelse.
Vi havde en formodning om, at det ville se slemt ud på området, men det her overstiger vores værste forventninger
—Specialkonsulent Jens Buch
Det har fået Skat til at give mere end 50 skatteydere forbud mod at kunne bevilge sig selv fradrag via TastSelv, mens næsten lige så mange har fået bøder for omfattende misbrug. Indtil videre er der uddelt bøder fra 10.000 kr. og op til 70.000 kroner, oplyser Skat.
Uberettigede fradrag for 120 mio. kr.
I det halve år, hvor Skats undersøgelser af uberettigede skattefradrag har været landsdækkende, har Skat annulleret uberettigede fradrag for mere end 120 mio. kroner.
"Vi havde en formodning om, at det ville se slemt ud på området, men det her overstiger vores værste forventninger," siger specialkonsulent Jens Buch.
Han oplyser, at det især er det såkaldte "rejsefradrag", der volder problemer. Mere end halvdelen af de rettelser, Skat har foretaget vedrører fradrag for kost og logi, også kaldet rejseudgifter. Brugen af fradraget er især udbredt blandt udenlandsk arbejdskraft, der arbejder i Danmark.
Reglerne for denne type fradrag blev strammet fra og med 2010, så fradraget nu maksimalt kan udgøre 50.000 kr. om året.