22-02-12: 14:19 | opd. 22-02-12: 15:57 | af: Morten Bruno Engelschmidt, meng@tv2.dk
Hvis prisen på leasing af biler stiger markant, vil det betyde flere salg af brugte biler, mener eksperter.Regeringen har planer om at stramme skattereglerne for leasing- og demonstrationsbiler, og det kan betyde kronede dage for brugtvognsforhandlere landet over.
Eksperter er enige om, at danskerne vil droppe at lease og i stedet kaste sig over de brugte biler.
"Hvis det bliver dyrere at lease en bil, så må man kigge på andre alternativer, og det er jo at købe en brugt. Det kan næsten ikke være anderledes, at de brugte biler bliver mere værd."
"Jeg har i dag været i kontakt med tre forskellige brugtvognsforhandlere, og de siger det samme," oplyser Bilzonens salgschef, Jacob Zarp til tv2.dk.
Han bakkes op af Søren Verup, der er chefredaktør for magasinet Penge & Privatøkonomi.
"Hvis regeringen gør leasingmarkedet alt for uattraktivt ved at skrue op for priser og afgifter, så finder folk en anden løsning. Og det vil være, at de køber flere brugte biler og venter i længere tid med at udskifte deres køretøj," siger Søren Verup
Rammer sikkerheden og miljøet
Hvis danskerne begynder at udskifte de nyere modeller med ældre brugte vogne, så vil der også være en række ulemper forbundet.
"Folk har jo leaset biler, fordi det har været billigt. Det har haft den fordel, at du kunne køre i nye, sikrere og miljørigtige biler. De fordele forsvinder."
"Og hvis det er tilfældet, at folk skifter til brugte biler, så vil de penge, regeringen havde tænkt sig at indhente på leasingmarkedet jo smutte mellem fingrene på dem," påpeger Søren Verup.
Tvivlsomt med milliarden
Ifølge landsformand i sælgernes fagforening, Business Danmark, Jens Neustrup Simonsen, er det tvivlsomt, om regeringen vil kunne hente den milliard kroner ved at ændre leasingreglerne.
"Firmabilmarkedet fungerer på den måde, at virksomhederne giver deres ansatte en bestemt pose penge at købe firmabil for. Når bilpriserne stiger, betyder det, at man må i stedet må vælge en mindre ny eller brugt bil, som vil reducere provenuet i statskassen," siger han.